Hvem står bag Bæredygtighedsfestivalen?

Center for Grøn Omstilling i Aalborg Kommune står bag Bæredygtighedsfestivalen. Men vi er ikke alene! Indholdet skabes i samarbejde med borgere, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og mange flere. Vi vil gerne have alle med!

I Aalborg Kommune arbejder vi med rigtig mange projekter, som omhandler bæredygtighed. I Center for Grøn Omstilling arbejder vi for at udbrede kendskabet til bæredygtighed, og de mange gode projekter, der findes i vores lokalsamfund. Bæredygtighed spænder over rigtig meget, og det er netop her, Bæredygtighedsfestivalen kommer ind i billedet. Festivalen bruges til at vise de mange eksempler på bæredygtige tiltag og projekter frem, der foregår rundt omkring i Aalborg og omegn. Måske du mangler inspiration til at blive mere bæredygtig?

Vi ved, der sker meget på undervisningsområdet, mange private græsrødder "har gang i noget", flere virksomheder omstiller sig til en grønnere drift osv. - så ved at samle vores kræfter, kan vi vise den brede vifte af bæredygtighedsaktiveter, der finder sted i Aalborg.

Selvom vi til dagligt arbejder mest med miljøaspektet, i Projektgruppen for Bæredygtighedsfestivalen, er vi meget interesserede i, at Bæredygtighedsfestivalen rummer alle aspekter af bæredygtighed, så hold dig endelig ikke tilbage, hvis du sidder med en god idé, som du mener hører hjemme under Aalborgs bæredygtige fane!

Vi glæder os til at samarbejde med dig!

Festlige og bæredygtige hilsner fra Center for Grøn Omstilling

Teambf2sh 

Del indhold